Anne-Grethe Jensen

– Det var slemt, og det påvirkede mig meget, da det gik op for mig, hvor stort og langvarigt et misbrug min søn havde haft. Det viste sig, at han havde sniffet lim og lightergas allerede fra han var 10 år. Jeg vidste kun, at han havde røget lidt hash, da han var teenager, men jeg har været god til at lukke ned for det.

Dårlig mor

– Da hans misbrug kom frem i lyset, var det virkelig hårdt. Jeg følte, at der var så mange ting, jeg som mor burde have vidst eller skulle have gjort, men som jeg ikke var opmærksom på. Det påvirkede mig så meget, at jeg måtte spørge om fri fra mit arbejde.

Min søn er misbruger

– Jeg fik også fri til at tage med til nogle møder på Sydgården for pårørende. Det var faktisk der, det begyndte at hjælpe, da jeg sagde højt, at min søn var misbruger. Det havde jeg aldrig nogensinde gjort overfor andre. Det var den første begyndelse, og det hjalp mig til at sige det på arbejdet også; at min søn var narkoman, og at han var gået i behandling, så der godt kunne komme nogle møder, som jeg blev nødt til at gå med til.

Forståelse og accept

– Jeg havde forstillet mig, at de ville reagere negativt – især over for mig som mor. Men de tog det utroligt flot, og var meget forstående og accepterende. Så det viste sig hen ad vejen, at det var ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Jeg kunne få fri, når der var brug for det, og jeg blev også tilbudt, at arbejdspladsen ville hjælpe mig med krisehjælp, hvis der var behov for det. Senere viste det sig også, at andre havde problemer med misbrug i familien, som de nu fortalte om, fordi jeg havde åbnet mig.

Pårørendekurser gav hjælp

– Det var pårørendekurserne på Sydgården, der virkelig kom til at hjælpe mig. Man får sådan set noget af den samme psykoterapi, som beboerne får. Forskellen mellem misbruger og med-misbruger er nemlig ikke så stor. Følelserne kan være noget af det samme, det er bare en anden måde, man handler på.

Fortsatte terapien

Jeg fandt ud af, at jeg altid har lukket rigtig meget ned overfor alt, hvad der gjorde ondt. Også over for mine børn. Og så har jeg arbejdet med min egen barndom, hvor jeg havde det meget strengt. Samtalerne på Sydgården hjalp mig til at se, at jeg selv var gået i den anden grøft og har givet mine børn alt for vide rammer, uden at sige nej. Terapien på Sydgården hjalp mig utrolig meget. Da forløbet sluttede, fortsatte jeg selv med at få privat terapi.

Nye relationer

– Også Sydgårdens venner og det at være med til familiedage på Sydgården er noget af det, der har hjulpet mig utrolig meget. Jeg fik venner fra den første dag på Sydgården, og pårørendekurset og de andre ting har betydet meget i mit forhold til min søn. Nu forstår vi, hvad vi hver især snakker om. Hans søster har også været med til familie-vennedage og har haft ekstra samtaler. Det har betydet, at de nu har det godt sammen.

Diagnose hjalp

– Min søn viste sig at have ADHD, men han fik først diagnosen som voksen. Det var en af årsagerne til hans misbrug sammen med traumatiske nederlag i skolen. På Sydgården fandt psykiateren ud af, at hans dosis af ADHD-medicin var for lav. Normalt er lægerne tilbageholdende og siger, at misbrugere ikke har godt af mere medicin, men psykiateren hjalp ham til den rette dosis, så han fik det godt.

Stå ikke alene med det

– For mig som pårørende har det været en svær og lang vej, og jeg var ikke kommet hertil, hvor jeg kan forlige mig med eller tilgive fortiden og mig selv, hvis ikke jeg havde fået hjælp. Mit råd til andre er: Tag med på familie-vennedage på Sydgården, hvis man har en pårørende der, – og ellers få råd og hjælp på et misbrugscenter, og opsøg en lokal gruppe for pårørende.
For man kan ikke stå alene med det!