Sydgården lærte Inge at leve livet

Inge fandt ind til sig selv på Sydgården og har lært at leve et meget bedre liv uden alkohol.

Inges var ganske ung, da hun begyndte at eksperimentere med hash og stoffer. Opvæksten i et pænt overklassehjem med en far, der var læge, og en mor, der efter en hjerneblødning, da Inge var helt lille, kompenserede med en cocktail af medicin og alkohol, var alt andet end idyllisk.

Inge husker stadig tydeligt en barndom præget af moderens mange skjulte snapseflasker og de kraftige drinks, hun skyllede i sig, storebroren, som i en ung alder blev diagnosticeret med skizofreni, og søsteren, der udviklede bipolar lidelse.

– Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig og var ret tiltrukket af hippie-miljøet, men da jeg blev gravid, holdt jeg op med at ryge hash og tage stoffer, fortæller den i dag 61-årige Inge.

Inge blev uddannet socialpædagog og efter nogle år skilt fra sin første mand, som hun havde to små børn med. Snart fandt hun sig en ny mand, som hun efter nogle år også blev skilt fra. Nu stod hun med fire små børn i alderen fra to-10 år og en ny kæreste, der viste sig at være alkoholiker.

Når livet blev lidt for hårdt, drak Inge også. Og med tiden begyndte alkoholen gradvist at tage mere og mere over i hendes liv.

I begyndelsen kunne hun kontrollere sit alkoholforbrug, men med tiden var det alkoholen, der fik mere og mere kontrol over hende. Samtidig blev de depressioner, som hun jævnligt havde lidt af siden 18 års alderen, værre.

Kunne ikke holde mit drikkeri ud

– Jeg havde ikke selv en særlig god opvækst, og som mor ville jeg jo rigtigt gerne give mine børn en bedre opvækst. Desværre blev de alle fire og særligt de to yngste ramt af mit alkoholmisbrug, fortæller hun.

Det var den ældste søn, der i sidste ende måtte sætte stolen for døren for sin mor.

– Jeg var blevet ramt af en voldsom depression og fik flere og flere tilbagefald. Jeg havde tidligere været på flere afrusninger, men det virkede ikke længere, så min søn konfronterede mig og sagde, at familien gerne ville mig, men nu kunne de ikke længere holde mit drikkeri ud. Det kunne jeg jo heller ikke selv, og så kom jeg på Sydgården, fortæller Inge.

Fandt ind til sig selv

På Sydgården blev Inge alene mødt med kærlighed – ingen skyld, skam eller fordømmelse.

– Jeg oplevede, at der var plads til mig, og jeg blev forstået. Jeg blev mødt i min situation og fik kærligt lært, at der er en anden vej. Det var nærmest som en healing, hvor jeg lærte at være i nuet og i livet, siger hun.

En af de ting, der gjorde den største forskel for Inge, var visualiseringsterapien.

– Jeg er mægtig god til at snakke, for jeg er jo pædagog, men med visualisering fandt jeg de perioder i mit liv, hvor jeg havde flygtet. Og jeg fandt nogle dybt skjulte minder. Det gav mig en større forståelse for mig selv, og hvorfor jeg havde drukket, siger hun.

Inge fandt også ud af, at hun faktisk ikke brød sig om den person, hun var blevet til.

– Jeg kunne jo ikke stole på mig selv, og jeg var utroligt selvmedlidende. Jeg syntes nok, det var mere synd for mig end for andre, siger hun.

Alkohol dulmede følelserne

Sydgården gav hende samtidig en forståelse for, at alkoholen havde haft en vigtig funktion i hendes liv.

– Jeg fandt ud af, at jeg brugte alkoholen, både når jeg var ked af det og ikke kunne overskue tilværelsen og havde brug for at dulme mine følelser. Men også når jeg var vred, glad og skulle fejre noget. På Sydgården lærte jeg gennem kognitiv terapi, at det faktisk er muligt at fylde alkoholens funktion ud med noget andet, siger Inge.

Inge nåede at opholde sig på Sydgården i 16 uger frem til begyndelsen af 2015 og har holdt sig ædru lige siden. Et ophold, der også har ændret hende personligt.

– Tidligere var jeg typen, der bare kastede mig ud i tingene og ryddede op bagefter. I dag er jeg blevet mere tilbageholdende og tænker over det, jeg gør, inden jeg springer ud i det. Der er mange ting, jeg har skullet lære forfra.

I løbet af opholdet på Sydgården formåede Inge også at trappe sig selv ud af den depressionsmedicin, hun havde taget i 22 år. Medicin, hun ikke har rørt siden.

Du er ikke alene

– Jeg har måttet skifte nogle venskaber fra mit ”gamle” miljø ud, men jeg har været heldig at have min familie, gode venner og naboer, som har tilbudt deres hjælp. Jeg har givet min nabo en nøgle til mit hus, så de kan låse sig ind, hvis jeg begynder at udvise ændret adfærd. Det handler om at stille forhindringer i vejen for, at du begynder at drikke igen, siger hun.

Hun reflekterer meget over Sydgårdens motto ”Der findes en vej ud af misbruget – ingen behøver at gå den alene!”

– Det er et rigtigt godt motto! For der er rigtigt mange derude, der har det samme problem som dig. Du skal ikke være bange for at bede om hjælp, siger hun og tilføjer:

– På Sydgården lærer de dig ikke bare at holde op med at drikke eller misbruge. De lærer dig at leve livet!